Historie

Det begyndte i 1982..

Søndersø Amatørteater Gruppes historie begynder i 1982. En lille gruppe yngre nytilflyttere med lyst til musik, teater og ekstra sjov i byen fandt sammen og stiftede SAG, i første omgang med henblik på lokalrevy.

Skal drivkraften bag initiativet placeres, tilfalder hovedæren den dengang 30-årige lærer, Dorte Nielsen, som helt naturligt blev SAG's første formand.

Revyen i forsommeren 1982 faldt i publikums smag, og SAG slog for alvor igennem hos det nordfynske publikum et halvt år senere, hvor gruppen opførte Torbjørn Egners komedie, "Folk og røvere i Kardemomme by" på Søndersø Kro. Interessen var så stor, at SAG måtte opføre ekstraforestillinger, både på Kroen og på biblioteket i Bogense.

Hermed var SAG for alvor etableret, og siden er der gået slag i slag med cabaret'er, musicals, klassiske teaterstykker, farcer - og ikke mindst revyer.

Med undtagelse af 1984, hvor SAG opførte en "hjemmegjort" friluftsmusical, "Høvedsmandens datter", i kroens have, har gruppen hver forsommer præsenteret en ny, helt igennem hjemmeskrevet og velovervejende lokal revy, som publikum altid har set frem til og bakket op.

 

SAG på udebane

Også "på udebane" har revynumre fra SAG klaret sig fornemt. I seks år i træk afviklede DR Odense (Radio Fyn) konkurrencer om årets bedste fynske amatørrevynummer om finurlighederne i EU.

Ikke alle af de cirka 50 forskellige forestillinger, som SAG har sat op, er selvsagt blevet lige store succes'er, men skal man dømme efter reaktioner fra presse og publikum, så har gruppen hidtil undgået regulære fiaskoer. Højdepunkter har der til gengæld været mange af, bl.a. musical'en "Cabaret", farcen "Svend, Knud og Valdemar", opsamlingensrevyen "Gamle Go'biér", Thomas Mallings "Frankenstein" og endnu en delvis hjemmelavet musical, "Hit med tresserne" med et væld af periodens eviggrønne ørehængere.

I de første år foregik prøverne på Nordmarkskolen, mens forestillingerne blev opført på Søndersø Kro. Men da byens gamle bibliotek i slutningen af firserne lige akkurat undgik nedrivning og blev lavet om til borgerhus, fik SAG sit eget lille teater med permanent scene og omklædningsrum. Her holder gruppen stadig til og øver i sæsonen hver mandag aften, enten vinterens forestilling, eller på sommerens revy. Op til premieren intensiveres prøverne.

Udover to større projekter pr. sæson optræder SAG's aktører også ved særlige lejligheder, som f.eks. ved indvielsen af Søndersø's nye hovedgade i efteråret 2000. Desuden afvikler gruppen regelmæssigt kurser for medlemmerne.

Sunday the 27th. PointLink.