Marcel må være en lykkelig mand. Han har penge. Han har succes med sine forretninger. Og ikke mindst: Han er omgivet af kvinder. 8, for at være helt præcis. Og nu er det oven i købet snart jul, hvor hele familien skal samles og rigtig hygge sig i det flotte hus, medens vinterstormene raser udenfor. Men så... En skønne morgen finder man Marcel i sin seng med en kniv i ryggen. Hvem kan dog have gjort det? Hvad er motivet? Driverne ligger højt udenfor. Hvem kan komme til huset i det vejr? Det kan ingen. Ergo må den skyldige være en af de 8 kvinder, men hvem...?
Gæt selv med, når Søndersø Amatørteater Gruppe blænder op for denne danmarkspremiere, en kriminal-lystspils-musical, som er baseret på en fransk film af François Ozon, som er baseret på et lystspil af Robert Thomas, som nok har skelet lidt til Agatha Christie.
Handlingen udspiller sig et sted i Frankrig i begyndelsen af tresserne, dengang hvor en mand var en mand og hvor kvindebevægelsen var en gangart. Følg med i intrigerne og bagtalelserne hos disse 8 femme fatales. Who did it? That's the question! Eller på fransk: Qui l'a fait? Cela est la question.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes